Nyhedsarkiv

Skolebestyrelsens nyhedsbrev - december 2018

Nyhedsbrevet er et nyt tiltag i bestyrelsen. Beslutningsreferater fra vores møder kan fortsat læses på hjemmesiden. Med nyhedsbrevet ønsker vi at give et større billede af, hvad vi laver i bestyrelsen.
Alle møder starter med en orientering om, hvordan det går på skolen i de forskellige afdelinger, - herunder også LBO. Efter den nye struktur er det spændende at høre, hvordan ændringerne bliver modtaget. Generelt ser det ud til, at børnene i alle afdelinger befinder sig godt, og er gode til at finde sig til rette i nye rammer. Som ventet kræver det umiddelbart lidt længere tid for skolens ældste elever, - men det viser jo meget godt, hvordan vi er som mennesker: forandringer er sværere at kapere, jo ældre man bliver.
Skolebestyrelsen er med ved ansættelse af nyt personale, - og der er ansat flere nye lærere på skolen det seneste halve år. Det er meget spændende at deltage i processen omkring ansættelser, og vi glæder os over, at nye kollegaer falder godt til og styrker den samlede lærergruppe.
Ved kommunens senest vedtagne budget, er der besparelser samlet set for 25 mio. over fire år. Børne- og familieudvalget står for knap 10 mio. Skolebestyrelsen har givet høringssvar til spareforslagene, og vi har forholdt os til prisstigninger i SFO, nedlæggelse af SFO2 i Gedsted, videre drift af familiestuerne samt besparelser i tildeling af beløb pr elev i skolen.
Som ventet blev der mod vores ønske besluttet at skære i elevtildelingen - det er vores smertensbarn som lille skole, og vi vil fortsat påpege overfor politikerne, at det ikke er et sted, vi anbefaler yderligere besparelser.
Madordningen er stadig i fokus hos os, og vi undersøger, hvilke muligheder for udvidelse af konceptet, vi kan arbejde med. Vi afventer svar fra forvaltningen, før vi går videre.
Den nye dagtilbudsreform er under implementering. Overordnet set er mindre dokumentation et af målene, og udfordringen er at fastholde fokus på netop det mål, idet dokumentation af de nye tiltag netop også er på dagsordenen. Alt andet lige er mindre dokumentation (og reelt en oprydning i, hvad vi gør pt) positivt, da det i sidste ende vil betyde mere tid til primær ydelse: nærvær og samvær med vores børn.
Med reformen ønsker man tættere samarbejde med lokale enheder, - dvs. at man kan inddrage samarbejde med plejehjem, spejdere, sportsforeninger mm, - og det bliver vigtigt at have fokus på at fastholde den rette læring og påvirkning, når samarbejdet ud af huset øges.
Øvrige fokusområder i reformen har knap så stor indvirkning på vores institution, idet vi som LBO har det tætte samarbejde og gode brobygning mellem de forskellige enheder, som man med reformen ønsker at bibringe.
Vi er blevet spurgt, om vi mener, at vores vuggestue kan fungere som gæstepleje ift. dagplejere i området. Og den opgave kan vi sagtens løfte.
Med ændring af strukturen i skolen følger nye traditioner. Vi har afviklet skolefest for børn fra 0 år til 5. klasse – og med over 200 deltagere må det siges at have været en stor succes. Der vil blive evalueret på formen, - men vi vil helt sikkert fastholde at opdele skolefesten i to fremover, - en for de små og en for de store.
Ligeledes har der været mange deltagere ved juleklip, - her har indskoling og vuggestue/børnehave arbejdet sammen om et fælles projekt.
Og endelig har vi afviklet et spændende projekt den 4. 12. Her fik vi præsenteret skolens ”hemmelige” arbejde med konsulent Svend Erik Schmidt.
I løbet af det sidste halve år har skolen med hjælp fra Svend Erik Schmidt arbejdet målrettet mod den bedst mulige undervisning. Med supervision og samarbejde samt refleksion over egen arbejdsmetode, har lærere og pædagoger været igennem en spændende proces, der har ført til en kultur, hvor man gerne sparrer med sine kollegaer om udfordringer og god klasseledelse.
Forvaltningen har været med på sidelinjen hele vejen, og det har været rart at mærke både interesse for og støtte til vores skole.
Den 4.12. præsenterede skolens ansatte deres undervisningsformer for alle interesserede. Når vi i dag har en skole, hvor skolebøgerne sjældent kommer med hjem og hvor lektielæsning foregår i skolen, så er det svært at følge med i børnenes skolegang. Derfor var det i den grad for mig en øjenåbner at se, hvor mangfoldig og alsidig undervisningen er.
Der var også mulighed for at se med i vores dagtilbud – og få indblik i, hvordan man her stimulerer alle sanser med farver, lys og lyd.
Aftenen efterlod hos mig et indtryk af engagerede og motiverede voksne, der arbejder rigtig godt sammen på tværs af alle enheder. Jeg oplever en samlet enhed, der kan bygge bro, inkludere, rumme forskelligheder og give en alsidig læring og dannelse af vores børn fra 0 år til og med 9. klasse.
Skolebestyrelsen har haft sidste møde i år - og afsluttede med en dejlig julefrokost på Næsbydale Badehotel.
Pva skolebestyrelsen
Formand
Anne Kvist Damgaard.

10-12-2018 HH

Forrige 10